Forrige side

Vi dyrker frugt med omtanke

På Frydenlund er vores mål, at intet i plantagen skal gå til spilde, så vi derved kan fremme en bæredygtig drift. De æbler, der ikke kan bruges til direkte konsum (æbler med skønhedsfejl), går til most og andre forarbejdede produkter. Selv vores bestøver sorter, som er forskellige paradisæbler, bliver brugt til gelé og som julepynt.


Vores produkter har smagen af Vedbæk "terroir"

Selvom der er fokus på ingen spild, kræser vi om vores produkter, der bliver sammensat på tværs af mange forskellige smage og aromaer fra vores frugt. Et mål er at få oplevelsen af Frydenlunds historiske sorter vel placeret i vores produktlinjer. I plantagen findes både moderne drift i form af spindeltræer og mange års gamle frugttræer, hvor fårene græsser under.

”Terroir i Vedbæk” -Terroir kommer af ordet ”terre”, der betyder jord, men ordet er også en term, der benyttes for visse produkter til at angive de særlige kendetegn som f.eks. geografi og klimaforhold på en bestemt lokalitet, som præger bestemte produkt sorter.  Ordet er ofte brugt til at beskrive en særlig smag i et produkt fra et bestemt område. Dette er også tilfældet i produkterne fra Frydenlund. Den nogle steder lerede jord og andre steder sandede jord samt de klimamæssige udfordringer fra ca. 14-30 grader celcius i løbet af sommeren gør, at smagen i Frydenlunds æbler er særlig.

Du kan købe lækre produkter lavet på Frydenlund i vores webshop

Vi værner om biodiversiteten og bruger biologisk bekæmpelse

På Frydenlund slot og i plantagen har vi forbudt brugen af roundup /glyphosat som jo bruges til bekæmpelse af ukrudt. Dette for at bevare vigtige steder til nyttedyr samtidig med henblik på at skåne naturen og miljøet i plantagen.

I blomstringen bruger vi biologisk bekæmpelse mod ubudne gæster og ”forvirrer” skadedyrene med feromoner således, at de ikke kan parre sig og lægge æg i vores blomstrende æbletræer.

Vores bier er en vigtig del af produktionen

Bierne er er vigtig del af arbejdsstyrken i plantagen, da det er dem der bestøver vores frugttræer. Vi laver løbende tiltag til at forbedre livsvilkårene for vore flittige medarbejdere. Vi støtter bevarelsen af vilde bier og understøtter levesteder for disse. Derfor deltager vi som forsøgsvært i projektet om flerårige blomsterstriber og vilde bier ”BEESPOKE”. I samarbejde med Københavns universitet og Hortiadvice.

Du kan købe vore honning fra bistaderne i vore frugtbod og i webshoppen